top of page
  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon

”Det fjerde trimester”: Den første tid som nybagt mor

  • 1. maj
  • 4 min læsning
Mor i fjerde trimester med baby


Efterfødselstiden – det såkaldte ”fjerde trimester” – er ofte en overset periode, når man forbereder sig på at blive forælder. Men den er mindst lige så vigtig for både den nyfødte baby, moren og resten af familien. Her kan du blive klogere på, hvad ”det fjerde trimester” kan byde på, og hvorfor det er så vigtigt, at du lytter til din mavefornemmelse.


Du har nu født dit barn og sidder med din baby i armene.

Kæmpe tillykke med det.


Graviditeten er bag dig, og foran dig ligger forældreskabet med alle dets glæder og bekymringer.


Inden du fødte, fyldte fødslen nok mest, og mange af dine tanker gik på fødslen. Hvordan ville det gå? Hvordan ville det føles? Hvad ville der ske?


Men nu sidder du pludselig på den anden side med et lille menneske i armene, som er dit ansvar. Et ansvar, som kan føles stort og overvældende.


Efterfødselstiden: ”Hvornår kommer der en voksen?”

Måske sidder du allerede derhjemme med en lille nyfødt i dine arme og er blevet grebet af følelsen af, om der mon følger en ”voksen” med, da I forlod hospitalet.


Men husk: Det er dig, der har båret dit barn i 9 måneder. Det er dig, der kender dit barn bedst – også selvom det lige nu kan føles lidt fremmed.


Det er dine fornemmelser og tanker, der langt de fleste gange er de rigtige – og dem skal du stole på.


Stol på din mavefornemmelse

Når du sidder med din baby i armene og er bekymret og har en fornemmelse af, at der er noget, som ikke er, som det skal være, så hold fast i den tanke.


Amning

Lad dig ikke spise af med, at ”det ser fint ud”, hvis det er smertefuldt og gør ondt at amme. For det skal ikke gøre ondt at amme.


Måske får du fortalt, at det er helt normalt, at din baby sover hele tiden. Men du synes, at din baby er svær at vække.


Så husk på din mavefornemmelse.


Søvn

Babyer skal sove meget. Men for meget søvn kan også være et udtryk for, at de ikke har kræfter og energi nok til at være vågne og spise. Det er et problem, for så kan din baby tabe sig for meget.


”Får baby nok mælk?”

Du kan også have en fornemmelse af, at din baby ikke får nok mad og har brug for mere.


Det er helt normalt, at en baby taber sig lige efter fødslen, fordi der ikke er så meget råmælk.


Men en baby, der skriger og er utrøstelig selv efter utallige amninger, trøst og kærlighed, kan have brug for mere mad – eller have andre problemer, som kræver den rette hjælp.


Så hvis du har en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være med din baby, så hold fast.


Grib ud. Få hjælp og støtte. Råb op.


Mor med baby får hjælp til efterfødselstiden

Få støtte, hjælp og tryghed med et barselsbesøg

Det kan være en stor hjælp og give ro i maven at få et besøg fra en privat jordemoder og ammevejleder i efterfødselstiden. De ser og opdager nogle gange andre ting end sundhedsplejersken og hospitalet.


Når jeg er på barselsbesøg hos en nybagt familie, er noget af det vigtigste, jeg gør, at lytte. Lytte til jeres historie. Hvad er jeres udfordringer? Hvad oplever I?


Er det amningen, der driller? Er det søvnen? Er det trivslen? Eller er det dig som nybagt mor, der synes, det er virkelig svært at være blevet mor?


Derefter arbejder jeg lidt som en detektiv. For ofte ved du ikke helt selv, hvad det er, der præcis bøvler – men noget bøvler og gør efterfødselstiden svær.


Ved at lytte til jeres historie om graviditeten, fødslen, tiden lige efter fødslen og måske den første tid med jeres baby – og ved at se og mærke på din baby samt være med til en amning eller en flaskegivning – kan jeg danne mig et indtryk af, hvad jeres udfordring kan være, og hvordan jeg bedst kan hjælpe jer.


Ofte kan vi klare det på ét besøg, men nogle gange er der brug for flere.


Der kan være behov for opfølgning efter nogle uger. Der kan også være behov for, at vi laver et forløb sammen, hvis du har gennemgået et svært forløb med et af dine andre børn, eller hvis du bare gerne vil godt fra start.


Så kan vi starte i slutningen af din graviditet med en samtale og forberede dig på den første tid efter fødslen. Derudover kommer jeg hjem til jer lige efter fødslen – og måske en gang mere.



Her skræddersyr vi forløbet til jeres familie, så der er fokus på jer – og det, som er vigtigt og udfordrende for jer.


Vi lægger en plan sammen, som vi altid kan justere undervejs – og jeg følger op for at høre, hvordan det går med vores plan.


Og ikke mindst: Du er altid velkommen til at skrive til mig i dagene og ugerne efter vores forløb.


Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis du har spørgsmål, inden du booker et barselsbesøg hos mig.

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page