Den første tid med baby - tips og tricks
- 9. jun.
- 6 min læsning

Den første tid med en nyfødt baby kan være både fantastisk, overvældende og fyldt med spørgsmål. Her får du mine bedste råd til den første tid efter fødslen, amning og hvordan du skaber en tryg start for både dig og din baby.
Når man bliver mor, følger der ikke en manual med. Mange oplever usikkerhed omkring amning, mælk, sutteteknik og alt det, der sker med kroppen de første dage efter fødslen.
Derfor har jeg samlet nogle af de vigtigste tips og tricks, som kan hjælpe jer godt fra start – med fokus på ro, nærhed og tillid til både kroppen og babyen.
Den magiske time – lige efter fødslen
Måske har du hørt om “den magiske time”? Det er timerne lige efter fødslen.
Hvis du og din baby får ro og tid efter fødslen, og din baby bliver lagt hud mod hud på dit bryst, vil den som regel i løbet af de første timer være klar til at sutte for første gang.
Men det kræver, at der er tid og ro omkring jer - og at I ikke bliver forstyrret.
Hvis du ikke kan have din baby hos dig lige efter fødslen, skal du vide, at I sagtens kan starte forfra, når I bliver genforenet.
Det kalder vi en “restart”, og det kan din baby sagtens finde ud af.
Så lægger du din baby hud mod hud, når I er blevet genforenet, og så starter jeres magiske time dér.
Læg baby hyppigt til brystet
Efter fødslen er det vigtigt, at du lægger din baby hyppigt til brystet.
Det giver nemlig din baby din helt fantastiske og unikke råmælk – det, vi også kalder gulddråberne.
Men der er ikke ret meget af den, og den fordøjes hurtigt. Derfor er det vigtigt, at din baby sutter hyppigt.
Det er også vigtigt for at stimulere din mælkeproduktion.
Så derfor: am, am, am.
Når mælken løber til
På 3.-4. dagen løber mælken oftest til. For mange betyder det, at brysterne bliver spændte og hårde. Nogle gange så spændte, at din baby har svært ved at få fat – og de spændte bryster kan gøre virkelig ondt.
Det kan være en god idé at lægge lidt varme på dine bryster inden amning, lave lidt brystgymnastik (det kan du se en video om …), måske lave lidt håndudmalkning eller sætte en vakuumpumpe på brystet for at tage toppen.
Det første døgn er ofte det værste. Men gør du ovenstående, falder de fleste bryster til ro igen.
Alle har forskellige bryster. Det er bestemt ikke alle, der får store og spændte bryster. Du skal huske på, at det IKKE er ensbetydende med, at du ikke har mælk nok.
Det må ikke gøre ondt at lægge din baby til brystet
Når du lægger din baby til brystet, er det virkelig vigtigt, at det ikke gør ondt.
Så du skal ikke lytte, hvis nogen siger: “Det skal gøre lidt ondt, når man ammer.”
Smerte er et tegn på, at noget ikke er, som det skal være.
Du skal altså ikke holde ud, holde fast eller sidde og græde, når du ammer din baby. Det dur ikke. Du kan ikke holde til det i længden, og det er ikke meningen.
Ofte skyldes det, at din baby sutter for yderligt på brystvorten – og det gør rigtig ondt.
Prøv at se, om du kan hjælpe din baby lidt mere ind til brystet.
Vent på, at din baby åbner munden. Det kan kræve tålmodighed, men langt de fleste babyer kan godt åbne den nok.
Og husk så, at din baby skal ind til brystet. Det er ikke dig, der skal proppe brystet ind i din babys mund, men din baby, der selv skal ind til dit bryst.
Få fat i en god ammepude
En god ammepude er guld værd. Køb en, der enten kan bindes eller er stor nok til at folde.
Det er et vigtigt arbejdsredskab. Du skal sidde og amme i mange timer, så hvis du hver gang skal have hjælp af et bjerg af puder, bliver du hurtigt fortabt, og så kan ammestillingerne blive en udfordring.
Gode ammestillinger til begyndelsen
Min erfaring er, at der er to ammestillinger, som fungerer godt i starten.
Den klassiske med krydsgreb. Det betyder, at du støtter din babys hoved og nakke med din hånd, så du kan hjælpe barnet ind til brystet.
Tvillingestillingen er også rigtig god. Det er lettere at se, hvad du laver, og hvor din baby skal starte – og så er den rigtig god til at få tømt brystet ude under armen. Der er ofte meget mælk derude, og der kan opstå hårde områder.
Undgå hårde områder og brystbetændelse
Hårde områder i brystet kan være et tegn på, at brystet ikke bliver tømt godt nok.
Det kan udvikle sig til brystbetændelse, og det kan gå stærkt. Området bliver ømt og hårdt, så bliver det rødt – og pludselig har du høj feber og er virkelig dårlig.
Det er vigtigt at få mælken ud.
Det er nemlig den ophobede mælk, der gør dig syg, fordi brystet ikke bliver tømt godt nok.
Her er det en god idé at lægge kolde omslag på, lave blid brystgymnastik og igen: am, am, am.
Hvis du ikke kan få det væk på den måde, kan det være nødvendigt at tømme brystet med en pumpe. Men det er vigtigt at få hjælp og en plan fra en ammevejleder eller jordemoder, hvis du får brystbetændelse.
Mælken regulerer sig
Når mælken er løbet til, og brysterne er faldet lidt til ro, begynder mælken at tilpasse sig dit barn.
I løbet af omkring 10 dage bliver mælken produceret efter udbud og efterspørgsel. Det betyder, at den mængde mælk din baby spiser, er den mængde mælk, din krop producerer.
Derfor er det så vigtigt at komme godt fra start. Så er mælkekirtlerne udviklet, og der er dannet godt med mælk i begyndelsen. Det har stor betydning for dit fremtidige ammeforløb.
Hvis du har haft en svær fødsel – måske en lang fødsel, komplikationer, igangsættelse eller flere indgreb – har det ekstra stor betydning at komme godt fra start. Ligesom det har ekstra stor betydning at få den rette hjælp og få lagt en god plan, som giver mening for dig.
Søg derfor hjælp hos sundhedspersonalet på barselsgangen eller din sundhedsplejerske. Og ellers er du altid velkommen til at kontakte mig.
Jeg er uddannet både jordemoder og ammevejleder. Jeg har tid, ro og fokus på jeres familie – og jeg vil så gerne hjælpe jer.
Få tryghed og støtte med et barselsbesøg
At få besøg af en privat jordemoder og ammevejleder i tiden efter fødslen kan give en helt særlig ro. Jeg kommer med et blik udefra og kan nogle gange få øje på andre ting, end sundhedsplejersken eller hospitalet når at se.
Når jeg træder ind hos en ny familie, er mit vigtigste arbejde at lytte. Lytte til jeres fortælling. Hvad fylder hos jer? Hvilke udfordringer møder I i hverdagen?
Måske er det amningen, der ikke fungerer. Måske er det søvnen, der er svær. Måske er det jeres babys trivsel – eller måske er det dig som ny mor, der synes, det hele er mere overvældende, end du havde forestillet dig.
Herefter går jeg lidt på opdagelse sammen med jer. For ofte kan det være svært selv at sætte ord på, hvad det præcis er, der driller – man mærker bare, at noget ikke helt fungerer.
Ved at høre om jeres graviditet, fødsel og den første tid hjemme, og ved at se og mærke din baby samt være med under en amning eller en flaske, kan jeg danne mig et klart billede af, hvad der ligger bag jeres udfordringer, og hvordan jeg bedst kan hjælpe og støtte jer.
Ofte kan vi løse det på ét besøg, men nogle gange giver det mening at ses igen.
Det kan være, der er brug for en opfølgning efter et par uger. Det kan også være, at et lille forløb er det rette – særligt hvis du tidligere har haft en svær start med et barn, eller hvis du ønsker ekstra støtte denne gang.
I de tilfælde kan vi begynde allerede i slutningen af graviditeten med en samtale, hvor vi forbereder dig på tiden efter fødslen. Derefter kommer jeg hjem til jer lige efter fødslen – og eventuelt endnu en gang, hvis der er behov for det.
I pakken tilpasser vi forløbet præcis til jeres familie, så fokus hele tiden ligger på jer og det, der fylder hos jer.
Vi lægger en fælles plan, som vi løbende kan justere, hvis behovet ændrer sig – og jeg følger op undervejs for at høre, hvordan det går, og om noget skal tilpasses.
Og vigtigst af alt: Du kan altid skrive til mig i dagene og ugerne efter vores forløb, hvis der dukker spørgsmål eller bekymringer op.
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller skrive, hvis du har spørgsmål, inden du booker et barselsbesøg.
Hvis du ønsker at give en kommende mor et barselsbesøg fx som gave til babyshower, kan du også købe et gavekort.



Kommentarer