Gravidmassage kan være mange ting, og det kan føles på mange forskellige måder. Jeg vil fortælle dig lidt om, hvordan jeg laver gravidmassage, og hvilken tanker der er bag min gravidmassage. Jeg blev uddannet afspændingspædagog for mange år siden (en afspændingspædagog hedder i dag en psykomotoriker). Afspændingspædagoger arbejder holistisk, jeg arbejder både med krop og sind. Kroppen er så intelligent, at den husker alle vores gamle oplevelser, og den husker både de gode og de knap så gode. Vores oplevelser lagrer sig i vores krop, og nogle gange bliver de aktiveret pga. en oplevelse vi har. Det kan føles som ondt i maven, hovedpine eller spændinger i kroppen. Så det er altså ikke ensbetydende med, at vi har en skade, fordi vi har ondt i kroppen. Det kan være, at din krop prøver at fortælle dig noget. Lige som hvis du har mange plukkeveer, hvor din krop der prøver at fortælle dig, at du har brug for at geare lidt ned og tage lidt flere pauser (plukkeveer kan også være et tegn på blærebetændelse, så hvis du har mange, skal du altid kontakte din jordemoder eller læge).
Ofte opsøger man en afspændingspædagog eller en massør, fordi man har ondt et sted, eller hvis man trænger til lidt forkælelse. Det er ofte også et udtryk for, at man har behov for at rette fokus fra hoved og ned i kroppen.
Gravidmassage hos mig kan både være for dig, der bare har brug for velvære og forkælelse. Det kan også være for dig, der tidligere har haft en traumatisk fødsel eller har angst for at føde og har brug for at få løsnet op for de spændinger, som kommer i kølvandet på voldsomme oplevelser.
Til gravidmassage hos mig starter vi altid med en kort snak, så jeg får en fornemmelse af, hvad du kommer med, og hvad vi skal have fokus på. Er der noget jeg skal være særlig opmærksom på, som fx hvor langt du er i graviditeten, hvordan din graviditet har været eller om du har nogle kropslige udfordringer.
Til gravidmassage hos mig, har du afslappet tøj på. Gravidmassage er blid og nænsom men går samtidigt dybt, fordi jeg bruger dit åndedræt til at få lov til at gå dybere ned i musklerne. En muskel giver ikke slip, hvis du går hårdt til den eller ”moser” løs, men giver slip hvis man stille og roligt arbejder sig ned i den. Ved yderligere hjælp af stræk, stryg og løft, giver kroppen langsomt slip, åndedrættet falder til ro og bliver dybt og langsomt.
Gravidmassage er også en fantastisk måde at mærke din baby på. Du kan få en fornemmelse af, hvordan han/hun ligger, hvordan han/hun bevæger sig, og om din baby sover eller er vågen. Mærk hvad det er for en lille baby, der ligger og vokser i dig, og hvordan I er forbundet med hinanden.
Under massagen er der ikke så meget snak. Det er dit rum, din tid og du skal have lov til at mærke efter, hvordan det føles i kroppen. Jeg spørger selvfølgelig undervejs, om det føles behageligt, og du er altid velkommen til at bede om en lille pause eller ændre stilling, hvis der er noget som ikke føles rart.
Jeg laver altid en lille kropsgennemgang med dig ved afslutningen af massagen, så du bliver hjulpet til at mærke efter, hvor kroppen har givet slip, og hvor der måske er brug for lidt ekstra opmærksomhed, hvis vi ses igen. Og så slutter vi af med en ganske kort snak om, hvordan du har det.
Kærlig hilsen
Jordemoder Lotte
Comments