top of page

Jordemoder Lotte Rex

Jeg er gift med Flemming og sammen har vi to dejlige børn, Gustav (2000) og Cecilie (2002). Vi bor i hus i Køge og har et skønt sommerhus syd for Køge, hvor vi elsker at være. Jeg elsker at komme ud i naturen, både på gåture, men også på en cykel- eller løbetur. Jeg har de sidste mange år dyrket yoga og mediteret hver morgen, fordi det er den bedste måde at starte min dag på - stille og roligt i mit tempo. 

IMG_7062.JPG

Erfaring

Jordemoder

Jeg blev uddannet i 2011 i København. Efterfølgende arbejdede jeg på Hvidovre hospital og på Næstved Sygehus som jordemoder.  I 2013 sagde jeg for en stund farvel til jordemoderjobbet for at arbejde som familiebehandler med jordemoderfaglig baggrund med speciale i gravide og spædbørnefamilier. Det var nogle meget lærerige år, hvor jeg også fik stor interesse for det terapeutiske område, og hvor kombinationen af at være jordemoder og terapeut gav så god mening. Efter de år vendte jeg igen tilbage til jordemoderfaget, jeg arbejdede 1 år på Baby Instituttet som var et privat barselstilbud, specifikt med amning og barsel. Efter et år, hvor jeg havde arbejdet fuldtid med amning, besluttede jeg mig for at blive selvstændig jordemoder. En beslutning jeg aldrig har fortrudt. Nu har jeg min egen jordemoderklinik i Køge, hvor jeg sammen med en anden jordemoder driver Jordemødrene i Køge.  Jeg er i øjeblikket i gang med ammekonsulentuddannelsen, som når jeg er færdig til sommer, gerne skal giver mig titlen som IBCLC ammekonsulent. Jeg elsker at være jordemoder og brænder for at give forældre en tryg start på familielivet.  

Afspændingspædagog

Jeg er uddannet fra Bodil Mûllers seminarium. Jeg har i mange år arbejdet med fødselsforberedelse, efterfødselsbevægelse, babymotorik og afspændingsbehandlinger. Jeg bruger ofte en kropslig indgangsvinkel i mit arbejde. Krop og sind er tæt forbundet, og ofte har vi svært ved at mærke kroppen, når vi er stressede eller pressede.  Åndedrættet er smertelindrende, og det er med til at berolige nervesystemet, hvilket hjælper os til at tænke lidt mere klart. Hvis vi selv er i stand til at regulere vores nervesystem ved hjælp af blandt andet åndedrættet, vil det for mange være lettere at håndtere smerte, som fx når man er i fødsel og har veer. Det vil også gøre det lettere for jer, at hjælpe jeres baby med at regulere deres nervesystem, når det er lidt ude af balance.

Yogalærer

Jeg er uddannet yogalærer i Stjernehimmel Yoga i Køge.  Jeg er uddannet i Hatha og Vinyasa yoga. At have gravidyogahold falder mig helt naturligt, fordi jeg i så mange år har arbejdet kropsligt med gravide kvinder, både som afspændingspædagog og nu som yogalærer. Kombinationen af at være jordemoder, afspændingspædagog og yogalærer, er den perfekte sammesætning til gravidyoga og efterfødselsyoga, hvor jeg både formidler læring om den kommende fødsel og yogaøvelser til at styrke og smidiggøre kroppen både i graviditeten og efter fødslen. 

Terapeut

Jeg har en 3-årig efteruddannelse i Narrativsamtale praksis. Et narrativ er bl.a. de historier, som vi eller andre har skabt om os, eller de historier som lever i vores familier fx "I vores familie kan vi ikke amme" eller "I vores familie får vi altid kejsersnit". De historier har ofte fulgt os i mange år, men de er jo ikke nødvendigvis sandheden om dig. De kan fylde så meget, at det begrænser dig i at se, at der kan være andre muligheder.  Derudover har jeg i mange år arbejdet som familiebehandler, hvor jeg er vant til at se på hele familien og til terapeutiske forløb både individuelt og i grupper. Jeg har arbejdet med angst, efterfødselsreaktioner og depression. Jeg har flere efteruddannelser inden for det terapeutiske felt og har arbejdet specifikt med tilknytning, blandt andet har jeg Susans Harts neuroaffektive efteruddannelse, mentaliseringsbaseret samtaletræning samt en efteruddannelse i løsningsfokuseret samtaleterapi. 

bottom of page